Give kirke

Artikel af sognepræst Poul Viller. Trykt i Den jyske Sparekasses Egnsbog 1999



Da en hjælpepræst på et tidspunkt skulle forlade Give sogn til fordel for en anden stilling, sagde man spøgefuldt, at han ved afskedsgudstjenesten ønskede, at man skulle synge salmen Om alle mine lemmer (nr. 8 i Den danske Salmebog), fordi der i denne salme står de to linjer: “Det kald er og langt bedre, end det jeg havde før”. Om historien er sand, tør jeg ikke sige. Men der kan jo som bekendt godt være sandheder i en historie, selv om den ikke i bogstavelig forstand er sand. I gammel tid var præsten ikke, som i dag lønnet af staten, men levede af det landbrug, der var knyttet til præsteembedet. Han dyrkede jorden, passede dyrene og prædikede i kirken om søndagen. Derudover modtog han forskellige midler og naturalier fra sognets beboere. Derfor talte man om fede kald og magre kald, afhængigt af, hvordan præstegårdens jord var. I den østlige del af Jylland havde man de fede kald, mod vest de magre kald. Vest for den jyske højderyg har der været store hedearealer. I 1866 var ni tiendedele af Midt- og Vestjylland hede. Hedeselskabet blev på det tidspunkt stiftet, og Dalgas begyndte at animere til plantning af hedeplantager. Give Plantage påbegyndtes i 1867. Før det havde vestenvinden frit spil over byen. Jorden omkring Give hørte til de magreste i landet. Jorden var sandet. Før markvandingens og kunstgødningens tid var udbyttet af jorden ringe. Man sagde, at Ringive præstekald, nogle få kilometer syd for Give, var det dårligste præstekald i Danmark, fordi jorden var så ringe.Der er ingen tvivl om, at når man i middelalderen stod for at skulle bygge en kirke, gav man det bedste, man ejede. Nogle steder kunne man samle penge sammen, så man kunne opføre en stor kirke med rig udsmykning, andre steder i de fattige egne måtte man nøjes med mindre.

 

“Husene dog med kirkenavn, bygte til Frelserens ære” står der i salmen Kirken den er et gammelt hus (nr. 280 vers 5 i Den danske Salmebog). Man byggede kirke for at menigheden kunne samles for at høre Ordet, modtage dåb og nadver, men man byggede også kirken “til Frelserens ære”. Når man har restaureret gamle middelalderkatedraler, har man højt oppe under hvælvingerne fundet kunstværker, udhuggede figurer eller billeder, som man slet ikke kunne se nede fra menighedens plads. Disse kunstværker var nok usynlige for det menneskelige øje, men de var jo synlige for Gud. De var ikke placeret der for at behage mennesker, men for at lovprise kirkens Herre. På samme måde med den fantastiske akustik, der er i mange kirker, lavet mange år før man uddannede ingeniører med akustik som speciale. Det har også skullet tjene to formål: den smukke lyd af sang skulle glæde mennesker, men i endnu højere grad glæde Gud. Giveegnen var som sagt fattig, der har ikke været midler til rig udsmykning eller smuk akustik under høje hvælvinger. Give kirke var oprindelig en lille kirke, som så senere er blevet udvidet i flere omgange, første gang sandsynligvis da det blev den eneste kirke i sognet (der har yderligere været 3 kirker i sognet, i Farre, i Ullerup, i Søndersthoved, alle 3 er blevet nedbrudt). Give kirke har været annekskirke indtil 1906. I 1850 var der 6 pastorater i Brande provsti: Brande, Give-Øster Nykirke, Gadbjerg-Lindeballe-Ringive, Nørup-Randbøl, Sdr. Omme og Thyregod-Vester. I 1866 oprettedes Give-Ringive som nyt pastorat med præstegård i Ringive. I 1906 blev Give selvstændigt, og der blev bygget præstegård i Give.

Kirkerummet

Træder man gennem våbenhuset ind i kirkens skib, står man i den vestlige ende af den oprindelige kirke. Kirken blev antagelig bygget midt i 1100-tallet og viet til Skt. Nicolaus. Det lille rum har muligvis haft bænke langs siderne, og døbefonten har stået ved indgangsdøren. Kirkens mure er tykke; murene i nordsiden og i korets nord- og østside er oprindelige og måler 150 cm i tykkelse. Sydmuren i koret er ommuret i nyere tid.

Kirkerummet fremtræder i dag langt og smalt. Det skyldes, at der i tidens løb er foretaget udbygning to gange. I sengotisk tid en forlængelse af skibet, hvorpå et tårn blev bygget. Det nuværende tårn mod vest er fra 1905. Våbenhuset er ligeledes fra 1905.

Kirken var forsynet med to døre, i nordsiden kvindedøren, i sydsiden mandsdøren. Mandsdøren er nu tilmuret.

I de gamle middelalderkirker var våbenhuset almindeligvis placeret mod syd. Sydsiden var mandssiden. I Give har man placeret våbenhuset i kvindesiden, sandsynligvis fordi det har ligget bedre i forhold til byen. Våbenhuset er i nyere tid at forstå som en entre, selv om det gamle navn våbenhus er bevaret.

Begreberne mandsside og kvindeside har i dag stort set mistet deres betydning. Der er dog enkelte reminiscenser: Ved konfirmation sidder drengene i mandssiden, pigerne i kvindesiden. Ved bryllup sidder bruden og hendes forældre i korets nordside, mens brudgommen og hans forældre sidder i sydsiden. Når brudens far fører sin datter ind i kirken, går de begge i deres sider, det vil sige faderen har datteren på sin venstre side. Når brudeparret efter vielsen går ud af kirken, går de også i deres sider, således at brudgommen har bruden på sin højre side.

Oprindelig har der ikke været bænke, som vi kender det nu, i kirken. Kirkebænke er en opfindelse efter reformationen. En enkelt stolegavl i nordsiden bærer årstallet 1580. De øvrige bænke er af nyere dato.

Under istandsættelsen i 1904-05 blev der på korets østvæg fremdraget romanske kalkmalerier fra sidste halvdel af 1100-tallet. Der var også malerier på andre vægge, men kun malerierne på østvæggen bevaredes og restaureredes af E. Rothe, der tolkede dem som scener af Johannes Døberens historie. Andre vil snarere antage, at de illustrerer en eremithelgens eller Skt. Eustachius’ legende. På korbuen er et sengotisk rankeornament.

Døbefonten

Vi gik til præst, han var hvidhåret, fin og glemsom. Han viste os kirken, forklarede, og derfra husker man ting, værd at bevare. Han stod ved den store, svulmende kampestensfont. Er den ikke mærkelig, mærkelig? Sagde han og glemte at forklare den. Den blev ved at være mærkelig. (Martin A Hansen: Orm og Tyr)

 

Som Martin A Hansen skriver, så er der noget mærkeligt over en døbefont. Som regel har døbefonten samme alder som kirken, således sandsynligvis også i Give kirke. Det er underligt at forestille sig, at der i denne døbefont er døbt mennesker gennem 850 år. Hvis den kunne fortælle sin historie, ville vi høre om krig og fred, pest, fattigdom, velstand og meget mere. Og endnu mere mærkeligt er det at tænke på det, der er dåbens sandhed, at Gud i dåben møder et menneske og giver det tilhørsforhold til sit rige.

 

Teknisk set beskrives døbefonten som en romansk granitdøbefont med cylindrisk kumme med arkader om fantasidyr og tovstave på en næsten keglestubformet fod, også med tovstave og arkader.

Døbefonten er i dag placeret i sydsiden af kirken ved den tilmurede mandsdør. Præst og menighed er glade for placeringen. Den peger på, at dåben er en begivenhed, som finder sted midt i menigheden, at alle står sammen om dåben. Og så er det i nærheden af den gamle placering ved indgangsdøren, et tegn på at indgangen til menigheden sker gennem dåben.

 

Som sagt er døbefontens oprindelige sted tæt ved indgangsdøren. Man har sagt, at det var, fordi man ikke ville have de udøbte for langt ind i kirken, der kunne være onde ånder omkring dem. Hovedsagen har nok været at pege på, at indgangen til den kristne menighed og Guds rige sker gennem dåben. Døbefonten er de fleste steder blevet flyttet op i nærheden af alteret, vel for at understrege dåbens hellige karakter. I Give kirke har døbefonten også stået i koret og er først i 60’erne flyttet til kirkeskibets midte.

 


I kirkens første tid døbte man børnene ved fuldstændig neddykning i fonten. Det var naturligt efter forbilledet fra Palæstina på Jesu tid, hvor Jesus blev døbt af Johannes Døberen ved neddykning i Jordanfloden.

 

Der er dog en betragtelig temperaturforskel mellem Palæstina og Danmark, kirkerne var uden opvarmning, og man oplevede, at børnene blev syge, og det var jo ikke meningen med dåben. Så ret hurtigt gik man over til overøsning med tre håndfulde vand. Man kan tydeligt se, hvor vandet er gået til i døbefonten. I bunden var den forsynet med et hul med en prop i. Når vandet skulle skiftes i døbefonten, trak man proppen ud, og vandet løb ned under kirkeskibet. Der lå en symbolik i, at det vand, hvorpå kirkeskibet sejlede på sin vej til Guds rige, det var dåbsvandet. Der er for så vidt ikke noget specielt helligt ved dåbsvandet. Det er almindeligt vand fra hanen (det var vist kun da de engelske prinser skulle døbes, at der blev fløjet vand fra Jordanfloden til London). Dog fastholdes den gamle tradition i Give, at dåbsvandet hører til på kirkens grund ved, at man ikke hælder vandet efter dåb ud i vasken, men hælder det på kirkegården.

 

Døbefonten er forsynet med et glat messingfad fra 1600-tallet. Under svenskekrigene var fadet stjålet fra kirken. To historier er blevet fortalt om fadets tilbagekomst. Den ene historie siger, at dåbsfadet blev fundet i en hønsegård, hvor bonden havde brugt det til vanding af hønsene. Når han om vinteren skulle hugge isen op, brugte han en spade, hvilket skulle forklare de store mærker i fadet. En anden historie siger, at soldaterne havde brugt det til skydeskive, så mærkerne skulle stamme derfra. Det er nok kun historier.

 

Alteret

I Det gamle Testamente er alteret et offersted. I den kristne kirke er alteret et bord. Bordet er dækket til fest. Der er hvid dug på, lys, blomster, og det fine sølvtøj er fundet frem. Det er et festligt måltid, der spises, selv om hver enkelt kun får en smule.

Alterbordet er fra 1905. I det gamle alterbord fandt man ved nedbrydningen brudstykker af et glasmaleri fra ca. 1300, nogle mønter samt et relikviegemme. Delene opbevares på Nationalmuseet.

På alteret står to kraftige barokstager forsynet med våben og initialer for Laurids Ebbesen og Sophie Staverskov. Disse ejede herregården Donneruplund omkring 1641.

 

Kalk og disk er af gammel oprindelse, af sølv, med inskriptionerne L.E. - S.S. - D.K. - I.H.S. Kalken blev oprindelig brugt som fælleskalk. Omkring 1940 blev der anskaffet særkalke, så hver enkelt altergæst fik et bæger at drikke af. I 1978 modtog kirken som gave en alterkande, disk og oblatæske, alt sammen lavet i sølv.

 

Altertavlen er fra 1947, “Kristus på korset og Maria og Johannes ved korsets fod”, tegnet af arkitekt Lønborg Jensen. Tidligere har der hængt et billede af Lucie Ingemann (hustru til salmedigteren), “Kristus på regnbuen”. Billedet findes i Give Sognehus.

 

Den nuværende altertavle indeholder både langfredags og påskedags begivenheder. “Maria og Johannes ved korsets fod” hentyder til langfredag. Men Jesus er ikke fremstillet som den lidende Kristus. Han står nærmest foran korset, og der er ingen nagler gennem hænder og fødder. Han står på en slange. Slangen er død; den har en dolk gennem hovedet, formet som et kors. Det er slangen fra Paradisets have, som er Djævelen selv, som Jesus ved sin død og opstandelse har overvundet. Rundt om korset ses påskemorgens sol. Altertavlen er velegnet til at fortælle bibelhistorie ud fra, når skoleklasser og andre er på besøg i kirken.

Prædikestolen

Give kirkes prædikestol er et klenodie, en perle. Før restaureringen i 1992 var den i dårlig stand. Den havde, så vidt vides ikke været nede i 100 år, den led af udtørring på grund af varmeanlæggets placering i nærheden. Der var revner i træværket, og den var løs i samlingerne. Menighedsrådet havde flere år ved det årlige kirkesyn haft en fornemmelse af, at den heller ikke var for sikkert forankret. Det viste sig også at være tilfældet. Da prædikestolen blev taget ned, konstaterede man, at den bærende bjælke var pilrådden. Både præst og kordegn (kordegnens plads er lige under prædikestolen) havde levet livet farligt. Alt i alt var det bestemt ingen luksus at få prædikestolen istandsat. Man kontaktede konservator E. Rosing Holm, Aalborg, som udarbejdede et forslag til istandsættelse. Der var to muligheder: enten at sætte stolen snedkermæssigt i stand og foretage en nymaling oven på den gamle maling, eller man kunne vælge den store omgang, at fremdrage de ældre stafferinger fra 1624. En prøveafdækning af et par felter viste, at der var malerier i felterne, og konservatoren vurderede, at det ville være muligt at fremdrage den oprindelige staffering fra 1600-tallet. Menighedsrådet valgte efter anbefaling fra konservatoren denne sidste løsning, som dog også var betragteligt dyrere. Det er en tidskrævende proces at fremdrage gammel bemaling. Først undersøger man, hvilket opløsningsmiddel der kan bruges til at fjerne det øverste lag maling. Når det er gjort, undersøger man næste lag maling, finder opløsningsmidlet og fjerner så dette lag. Give kirkes prædikestol havde to lag nyere maling.

Menigheden kunne glæde sig over det færdige resultat. I felterne er der billeder af Kristus og de 4 evangelister, Matthæus, Markus, Lukas og Johannes. Johannes er dog ikke synlig for menigheden, da feltet er helt ind mod sydmuren. Der er mange farver: grøn, rød, blå, guld; man var åbenbart ikke så bange for strålende farver i 1600-tallet.

Man kunne forestille sig, at det var under indflydelse fra pietismen, at den farvestrålende prædikestol senere blev overmalet med grå, hvidgrå, grønne og blågrå farver. Den var for sprælsk.

I forbindelse med restaureringen foretog man en sænkning af lydhimlen. Nu udgør prædikestol og himmel en harmonisk helhed - også uden at præsten kommer til at stå med hovedet oppe i himlen.

Mens prædikestol og altertavle var til restaurering, havde en 8. klasse på Ikærskolen i Give sammen med lærer Mette Hindhede lavet en midlertidig prædikestol og altertavle, som gjorde god fyldest i perioden.

Klokker

De ældste vidnesbyrd om klokker stammer fra 700-tallet. Klostrene begyndte at bruge klokker for at kalde munkene fra markarbejde til gudstjeneste. Man siger, at luften i det middelalderlige Danmark efterhånden dirrede af klokkeklang. Klokkens lyd inddelte dagens timer, fortalte om dødsfald, ringede til fest, advarede om ildebrand og ufred. Og klokken huskede dagligt sognets beboere på kirkens og det helliges nærvær.

 

Give kirkes klokker ringer solen op og ned, 150 slag hver gang, efterfulgt af 3 gange 3 bedeslag (for Faderen, Sønnen og Helligånden). Der ringes til gudstjenester og til begravelser, der kimes juleaften, juledag, påskedag, Kristi himmelfartsdag og pinsedag, samt aftenen før de nævnte helligdage.

 

I tårnet hænger 3 klokker. Den ældste og mellemste i størrelse bærer årstallet 1637. På klokken står: “Af ild er jeg flydt, Felix Fuchs skabte mig, Herrens år 1637”. Læg mærke til, at klokkerne omtaler sig selv personligt. Det er for nogle et argument for, at klokkerne bør ringes af mennesker og ikke af maskiner, et argument der er ved at få trange kår, idet Arbejdstilsynet har fået øje på problemer ved manuel ringning. Der indføres desværre mange steder automatisk ringning i disse år. Felix Fuchs siges at være Christian den Fjerdes kanonstøber.

I 1976 fik man ved en arv mulighed for at erhverve yderligere to klokker, en større og en mindre i forhold til den gamle klokke. De blev støbt hos firmaet Petit & Fritsen, Holland. Alle tre klokker bruges samlet ved alle højmesser i Give kirke. Den lille klokke bærer inskriptionen: “Glæd jer altid i Herren”, den store klokke: “Jesus Kristus er den samme i går, i dag, ja til evig tid”.

Orgel

I tårnrummet findes kirkens orgel, bygget 1986 hos orgelfirmaet Marcussen & Søn, Aabenraa. Orglet har 22 stemmer, fordelt på to manualer og pedal.

Kontaktoplysninger

  • Give Sognehus
  • Bøgetorvet 1

    7323 Give

  • Telefon: 75 73 10 09
  • Email: give.sogn@km.dk
 

Sociale links