I skrivende stund har Vorslunde kirke lige fejret sit 50 års jubilæum. Det blev fejret påskedag, søndag den 11. april 2004 præcis på datoen for kirkens indvielse, 11. april 1954. Provst Mogens Jensen fra Grindsted prædikede ved gudstjenesten om formiddagen, og menighedsrådet havde inviteret til frokost på Mallehøje, hvor ca. 60 mennesker mødte op og var med til at gøre dagen festlig.

Menighedsrådets formand Sonja Nielsen, Øgelund, fortalte om kirkens betydning i lokalsamfundet, flere andre havde ordet, og der var et musikalsk indslag ved sangerinden Anni Nielsen, tidl. Øgelund, der sang nogle forårssange.

Ved kirkens 25 års jubilæum i 1979 fortæller en avisartikel, at biskop H. Dons Christensen i sin tale efter varme lykønskninger til menigheden sluttede med at sige: ”at var det i dag, var en sådan kirke til et så lille distrikt næppe blevet opført. Vær glade for, at I fik den”.

Man må også sige, at befolkningsmæssigt er der et meget lille grundlag for Vorslunde kirke. I dag bor der vel omkring 150 mennesker i Vorslunde kirkedistrikt. Og tendensen er, at der nok i fremtiden vil bo endnu færre mennesker i distriktet. Sådan har det ikke altid været. Under krigen blev der gravet tørv i de vidtstrakte moseområder, og som følge af det boede der mange mennesker i området. Der var også flere folk på gårdene, og familierne havde flere børn dengang.

Man forestillede sig, at der i fremtiden ville komme til at bo endnu flere mennesker i Vorslunde. Man tænkte, at efter tørvegravningen kunne områder af mosen deles op i lodder, der kunne forsørge en familie. På den tid var det nok med 7 køer til at brødføde en familie, så der kunne blive mange småbrug i Vorslunde. Ingen havde nok fantasi til at forestille sig, at der tværtimod ville blive nedlagt landbrug i stor stil i de følgende 50 år, og at man næsten bevæger sig mod, at hvert sogn har sin landmand.

Der er sket store ændringer i det danske samfund i de sidste 100 år. Fra landbrugssamfund til industrisamfund og nu til et postindustrielt servicesamfund. Omkring 1900 boede 60% af den danske befolkning på landet, 20% i provinsbyerne og 20 % i København. Landbruget beskæftigede 41% , mens håndværk og industri, som det næststørste erhverv beskæftigede 29 % af befolkningen. Handel og kontor og den offentlige sektor beskæftigede endnu forholdsvis få. Nu er billedet et ganske andet.

Ved kirkens indvielsesfest i 1954 på Borgergården i Give bragte sognerådsformanden, urmager Aage Nielsen, sognerådets lykønskning og hilsen i anledning af indvielsen. Han sagde, ifølge referatet i avisen: ”Jeg tror, tiden vil vise, at der nu kan opstå en by herude i Vorslunde, nu da kirke og skole ligger side om side”. Udviklingen er så gået i en anden retning.

Arbejdet på at få en selvstændig kirke i den vestlige del af Give sogn begyndte allerede omkring forrige århundredeskifte. Fra sogneskellet ved Øgelund var der ca. 14 km. til sognekirken i Give. Folk fra området havde hidtil samledes til gudstjeneste i skolen en gang om måneden, forestået af Gives sognepræst.

På grund af den store mose omtrent midt i distriktet var det vanskeligt at enes om kirkens beliggenhed. En tid arbejdede man derfor på at få bygget to mindre kapeller på hver sin side af mosen. Men denne plan kunne ikke godkendes af myndighederne.

I 1916-17 opnåedes en bevilling på Finansloven til en kirke på Uglebanke, vest for Ulkjær Mølle og nord for mosen. Imidlertid strandede også denne plan, da dens forudsætning var, at der blev anlagt en ny, kostbar vej over mosen til kirken. De 70.000 kr., som en ny vej ville koste, kunne ikke skaffes.

I 1945 rejstes sagen på ny, og der blev nedsat et udvalg til at arbejde på byggeri af en kirke, samt skaffe midler til kirken. Der var nu enighed om at opføre kirken på en skænket grund ved Vorslunde skole, syd for mosen. Grunden var skænket af gårdejer Niels Jensen, Store Vorslunde. Arkitekt Bertel Jensen, Hjørring havde udarbejdet tegninger og overslag. Man anslog at kirken ville koste 165.000 kr., hvoraf ca. halvdelen var sikret ved lokale bidrag. Den anden halvdel ville blive bevilget af Staten gennem Kirkeministeriet.

Den endelige pris på kirken blev 171.000 kr., heraf 83.000 kr. fra Staten plus de 88.000 kr., man havde indsamlet privat.

For øvrigt er det pudsigt, at kirkens grund ikke var blevet skilt rigtigt fra Store Vorslunde. For på et tidspunkt kom det frem, at på papiret var ejeren af Store Vorslunde også ejer af Vorslunde kirke. Det blev så ordnet.

Ved kirkens 40 års jubilæum fortalte nu afdøde Astrid Kristiansen, lærer ved Vorslunde skole og gift med lærer og kirkesanger Ejner Kristiansen, levende om arbejdet med indsamlingen. Hendes tale blev båndet og senere afskrevet. Herfra er følgende hentet:

Fra indvielsen kan følgende uddrag belyse stemningen, ligeledes hentet fra Astrid Kristiansens beretning:

I udklippene ved indvielsen bliver kirken kaldt en taksigelseskirke, for det var jo kort efter krigen. Jeg kan tydeligt huske den søndag. Det var evangeliet om Maria, der salvede Jesu fødder, og der kan jeg huske at pastor Gregersen sammenlignede Vorslunde kirke med det. Gregersen sagde: Der var mange, der knurrede ad Maria over den kostbare salve, det var ødselhed, det kunne have været bedre anvendt for de fattige. Den indstilling, at intet er for godt til den vi elsker, har mange af os sat over styr. Der er folk, som mener, at kirken er en luksus, at pengene skal bruges til sygehuse, alderdomshjem og skoler, men det er folk af samme indstilling som dem, der knurrede over Marias ødselhed. Der var også nogle der syntes, at Vorslunde var for lille til at have en kirke, men I har gjort noget, som kan sammenlignes med Marias gerning. I har ofret af egne midler, og I har ofret tid og kræfter. Vi beundrer den målbevidsthed, I har lagt for dagen, når I har bygget denne kirke er det ikke for at få løn, men for at sige Gud tak.

Og lidt senere fortæller hun: Den aften kirken blev indviet. De arbejdede lørdag fra morgen den udstrakte dag, de var lige hjemme at få lidt at spise, men det var heller ikke mere. Jeg kan endnu huske de første klokkeslag. Jeg ville lige op at se, hvor langt de var kommet. Jeg stod stille, jeg kan slet ikke forklare, hvordan jeg havde det, da de første kirkeklokkeslag lød ud over Vorslunde. Det var det skønneste øjeblik jeg har oplevet.

Der var også mange pudsigheder. Jacob Jørgensen kunne godt sige noget sjovt. Den aften, da vi kommer derop, og vi havde jo lidt ekstra travlt, så er der en der siger: Men vi kan da nøjes med at lægge én række fliser. Nej, sagde Jacob, det kan aldrig gå, for så skal konerne ud og gå i alt smadderet.

Som sagt var kirken tegnet af arkitekt Bertel Jensen, Hjørring. Den er bygget i traditionel kirkestil. Kirken består af et skib med apsis i øst og et lavt tårn ved vestenden med glatte gavle. Det er lokale håndværkere, der har lavet det enkle inventar. Døbefonten er også fremstillet lokalt, hos stenhuggerfirmaet Gudnason i Give. Den bærer inskriptionen: Lader de smaa børn komme til mig, formen dem det ikke.

Dåbsfad og dåbskande er i sølv og skænket ved indvielsen, ligeledes lysekronerne og alterstagerne. En syvarmet lysestage står på alteret midt for altertavlen.

Altertavlen er kirkens største klenodie. Mange turister kommer til kirken, især for at se altertavlen. Det er et fint træskærerarbejde, skåret af en lokal mand, gårdejer Olaf Rye Ottosen, Søndersthovedgård, og foræret til kirken i forbindelse med indvielsen. Hovedmotivet er Jesus og den samaritanske kvinde ved brønden. Teksten nedenunder refererer også til denne fortælling i det nye testamente: ”den, som drikker af det vand, som jeg giver ham, skal til evig tid ikke tørste”. I felterne i siden er motiverne: til venstre: Jesus og Martha og Maria, nedenunder: Farisæeren og tolderen. I højre side øverst: Jesu opvækkelse af Jairi datter og nederst: Den fortabte søns hjemkomst.

Det var lige ved at altertavlen aldrig blev sat op. Der blev sendt billeder til kirkeministeriet af altertavlen og søgt om godkendelse af opsætningen. Men der kom svar tilbage, at man ikke kunne godkende altertavlen. Kirkeministeriet havde bedt om en udtalelse fra Kunstakademiet, og her havde man ikke kunnet godkende tavlen som kunst.

Det var udelukkende på grund af et stædigt, lokalt pres, at Vorslunde kirke fik lov at beholde altertavlen. Det er ikke kunst, sagde man i København, men husflid, ordet sikkert tænkt så negativt som muligt. Men der blev dog givet dispensation til at altertavlen kunne opsættes på prøve i tre måneder, og som sådan har den stået siden. Det kan da godt være, at det ikke er kunst i Kunstakademiets forstand, men den passer til det sted og de mennesker, der bor her, og de kan lide den. For øvrigt har samme Rye Ottosen også skåret sin egen og hustruens gravminde i træ. Det har i mange år stået på Give kirkegård, men har nu fået en fin placering på Giveegnens museum.
 

Vorslunde kirkes klokke er støbt af firmaet De Smithske Støberier i Aalborg. Den blev anbragt i tårnet 12. august 1953, og dens klang lød for første gang over området aftenen før indvielsen, den 10. april 1954. Indskriften på klokken er forfattet af den daværende sognepræst N. J. Gregersen  og lyder:

Jeg ringer i glæde

jeg ringer i sorg

jeg kalder til Herren

vor faste borg

Kirkens orgel er bygget af orgelfirmaet Frobenius, Horsens, og er på 4 stemmer. På orglet er malet et vers fra profeten Esajas: Lovsyng Herren, thi stort har han øvet. Folk med humoristisk sans mener, det er organisten, der tales om.

Ved kirkens indvielse skrev avisen: Ingen domkirke, men et fint, lille Herrens hus”. Og sådan fremstår Vorslunde kirke også i dag. Vi er glade for Vorslunde kirke. I dens enkelhed passer den til egnens befolkning. Og kirken virker stadig. Der er mennesker der bruger den. Der er gudstjenester, bryllup og begravelser. Og der er et menighedsråd, som har hjerte for deres kirke. Og mange, som er glade for deres kirke. Der kommer også mennesker uden for kirkedistriktet. Kommer man fra Give, kan man nyde den smukke tur til Vorslunde ud over mosen, og mange kan lide den gode atmosfære, der er i kirken. Man både er og føler sig velkommen i Vorslunde kirke.