Kirkerne og historien

Fra artikel af sognepræst Poul Viller, trykt i Den jyske Sparekasses Egnsbog 1999

Da en hjælpepræst på et tidspunkt skulle forlade Give sogn til fordel for en anden stilling, sagde man spøgefuldt, at han ved afskedsgudstjenesten ønskede, at man skulle synge salmen Om alle mine lemmer, fordi der i denne salme står de to linjer: “Det kald er og langt bedre, end det jeg havde før”. Om historien er sand, tør jeg ikke sige. Men der kan jo som bekendt godt være sandheder i en historie, selv om den ikke i bogstavelig forstand er sand. I gammel tid var præsten ikke, som i dag lønnet af staten, men levede af det landbrug, der var knyttet til præsteembedet. Han dyrkede jorden, passede dyrene og prædikede i kirken om søndagen. Derudover modtog han forskellige midler og naturalier fra sognets beboere. Derfor talte man om fede kald og magre kald, afhængigt af, hvordan præstegårdens jord var. I den østlige del af Jylland havde man de fede kald, mod vest de magre kald. Vest for den jyske højderyg har der været store hedearealer. I 1866 var ni tiendedele af Midt- og Vestjylland hede. Hedeselskabet blev på det tidspunkt stiftet, og Dalgas begyndte at animere til plantning af hedeplantager. Give Plantage påbegyndtes i 1867. Før det havde vestenvinden frit spil over byen. Jorden omkring Give hørte til de magreste i landet. Jorden var sandet. Før markvandingens og kunstgødningens tid var udbyttet af jorden ringe. Man sagde, at Ringive præstekald, nogle få kilometer syd for Give, var det dårligste præstekald i Danmark, fordi jorden var så ringe. Der er ingen tvivl om, at når man i middelalderen stod for at skulle bygge en kirke, gav man det bedste, man ejede. Nogle steder kunne man samle penge sammen, så man kunne opføre en stor kirke med rig udsmykning, andre steder i de fattige egne måtte man nøjes med mindre.

“Husene dog med kirkenavn, bygte til Frelserens ære” står der i salmen Kirken den er et gammelt hus. Man byggede kirke for at menigheden kunne samles for at høre Ordet, modtage dåb og nadver, men man byggede også kirken “til Frelserens ære”. Når man har restaureret gamle middelalderkatedraler, har man højt oppe under hvælvingerne fundet kunstværker, udhuggede figurer eller billeder, som man slet ikke kunne se nede fra menighedens plads. Disse kunstværker var nok usynlige for det menneskelige øje, men de var jo synlige for Gud. De var ikke placeret der for at behage mennesker, men for at lovprise kirkens Herre. På samme måde med den fantastiske akustik, der er i mange kirker, lavet mange år før man uddannede ingeniører med akustik som speciale. Det har også skullet tjene to formål: den smukke lyd af sang skulle glæde mennesker, men i endnu højere grad glæde Gud. Giveegnen var som sagt fattig, der har ikke været midler til rig udsmykning eller smuk akustik under høje hvælvinger.

 

 

Kontaktoplysninger

  • Give Sognehus
  • Bøgetorvet 1

    7323 Give

    E-mail: give.sogn(at)km.dk

     

  • Telefon: 7573 1009
  • Email: g@k
 

Sociale links